Lige fra min mand og jeg begyndte at tale om børn, talte vi om, at det kunne være rart at få dem tæt. Tæt var i vores optik med 2-3 års mellemrum.. Da jeg fik vores søn i september 2014 var et barn mere ikke lige det, der stod først for i mine tanker. Alligevel skete der det, at jeg blev gravid igen, inden han var fyldt et år.

I april 2016 – 19 måneder efter min søns fødsel – fødte jeg vores datter.

Jeg overvejede selvfølgelig om det var for tidligt at få et barn mere, men det kom jeg rimelig hurtigt væk fra.

En af mine bekymringer gik især på, om det nu var “synd” for mit første barn, altså at jeg ikke fik tid nok til ham. Men altså barn nummer 2 får jo aldrig den samme alenetid som den førstefødte. Så hvis det var synd for den første, vil det så ikke også være synd for nummer 2? Selvfølgelig har man som forælder mere overskud til en lille baby, jo større det andet barn er, men alligevel var det en bekymring, jeg hurtigt lagde fra mig igen. Omvendt, så kan vores søn aldrig huske tiden, hvor det kun var ham. For ham at se, har lillesøster bare altid været der.

Jeg kan virkelig se, hvor meget glæde de har af hinanden. Allerede da min datter var 4 måneder (da var min søn lige knapt 2 år) begyndte de at grine sammen, og min søn kunne underholde hende, mens hun lå på maven i kravlegården.

En anden ting jeg overvejede var, at det ville blive mega hårdt med to små (ble)børn og om min krop kunne holde til to graviditeter tæt på hinanden. Men det fyldte ikke nær så meget. Det blev også megahårdt, fordi min datter var syg ved fødslen og amningen/spisning var noget hø, men trods det fortryder jeg ikke, at vi gjorde det.

Jeg havde også lidt dårlig samvittighed over for mit arbejde. Da jeg kom tilbage fra barsel med den første, havde jeg under et halvt år, inden jeg skulle gå fra igen. Heldigvis tog min chef og kollegaer det virkelig fint.

Det er både kærlighed og konflikter med pseudotvillinger. De kan være bedste venner, men de kan godt nok også være uenige, men sådan er det vist med alle søskende :-)

Det hårdeste er to små børn, der skriger på samme tid. Jeg synes ikke, at natteroderiet var slemt, det er kun i perioder, at det har været hårdt. Lige nu er det nok utilstrækkeligheden, der fylder mest - altså det at de begge to vil have min fulde opmærksomhed på een gang. Men jeg vil faktisk mene, at det er blevet hårdere, efter vi har fået en lillesøster mere. Faktisk synes jeg, det var hårdere at få nr 3 end nr 2, på trods af at de to store kom til verden så tæt.

Det bedste er, når min søn og datter finder ind i den samme leg, hvilket de heldigvis rigtig ofte gør. Lige nu er de hinandens bedste venner. Jeg elsker at se den glæde, de har ved hinanden og det vi kan lave sammen. De er stort set på samme udviklingstrin, så vi/de kan lege de samme lege, de følges ad på legepladsen, de synes (som regel) de samme serier i fjernsynet er sjove, og de kan stort set lægge de samme puslespil. Kort sagt er de næsten på niveau med hinanden nu og det er bare fedt at opleve og en kæmpe fordel i hverdagen. Det tror jeg ville have taget noget længere tid, hvis der fx havde været de sædvanlige tre-fire år imellem dem. Det er også en kæmpe fordel nu, hvor vi har fået en lillesøster mere. Så kan de to store lege sammen, mens jeg mader/pusler/nusser om lillesøster. Ulempen er dog også at J og L kan rotte sig sammen mod mig og lave ballade...

Er der noget, jeg ville have gjort anderledes? Nej, det er der ikke :-) Jeg elsker mine børn, og jeg kan ikke forestille mig, at de skulle have været nogen andre end dem, de er.